Forstå brugerens hverdag

Når næste generation af velfærdsteknologiske produkter skal udvikles, gælder det om at forstå brugernes hverdag og den virkelighed produktet skal være en del af. Både i forhold til det synlige og oplagte, men de skjulte samspil og barrierer er mindst lige så vigtige at kende, når produkterne udvikles.

Siden 2003 har nordjyske Liftup udviklet og innoveret løfteløsninger til borgere, der f.eks. har svært ved at forcere trappetrin. De står bag 2-i-1-produkt FlexStep, der i en og samme installation kan fungere som både almindelig trappe og som lift for f.eks. kørestolsbrugere – og produktet Raizer, der gør det muligt for én enkelt person (f.eks. en plejer), at løfte en falden borger op fra gulvet, uden at udsætte sig selv eller borgeren, for fysisk overbelastning.

Liftup er partner i MTIC’s, Circular Co-Creation projekt “2. Generationsudvikling af velfærdsteknologi”. Projektet handler om at skabe indsigt i brugen af velfærdsteknologiske løsninger.

I projektet anvendes en brugerdrevet udviklingsmodel ”User Centered Design”. Metoden sætter brugerne og brugssituationer i centrum, således at produktets design og funktioner tager udgangspunkt i udtalte og uudtalte brugerbehov på en sådan måde, at det nye produkt, bedst muligt understøtter brugen, brugeraccept, brugervenlighed og nyttevirkning i brug ved produktet.

”Det vigtigste som vi har taget med os fra samarbejdet med MTIC og kommunerne, er at tænke brugerne af produktet ind i udviklingen. For selvom teknologi kan løse mange ting, så er det ikke sikkert at man som bruger forstår teknologien. Derfor dur det f.eks. ikke at have en app, som viser dig, hvordan du samler et produkt, hvis du ikke er bruger af en smartphone. Man skal udvikle efter hvad der fungerer for brugeren og ikke efter hvad ingeniøren mener er smart. Man skal holde tingene simple,” siger Liftups Director of Research & Innovation, Flemming Eriksen.

Projektet startede i marts 2017 og forarbejdet med analysedelen af virksomhedens produkter har vidst sig uundværlig i forhold til den videre udvikling.

”For organisationen var det en udfordring, at vente på forarbejdet, men det vidste sig hurtigt at være guld værd og de dybdegående og vigtige analyser er kernen i den videre udvikling, af vores produkter,” siger Flemming Eriksen.

 Udvikling af velfærdsteknologi

2. Generationsudvikling af velfærdsteknologi er et innovationssamarbejde mellem virksomheder, kommuner og videns personer fra Aarhus Universitet (Ingeniørhøjskolen) og VIA University College. I projektet arbejdes der i flere spor og med flere typer af velfærdsteknologiske produkter – hvoraf Raizer er ét af produkterne.

”Det handler kort fortalt om, at vi skal forstå det behov og den ’virkelighed’ som produkterne skal anvendes i. Og først herefter arbejde videre med koncepter der er baseret på konkrete indsigter, som vi får fra blandt andet feltstudier og eksisterende viden, –  siger Majbritt Aagaard, projektleder hos MTIC.

Næste generation af velfærdsteknologi skal tage afsæt i hvad der konkret er af behov. Målet er at der på sigt kommer bedre produkter, som er nemmere at implementere, anvende og drifte.

Liftup blev grundlagt i 2003 af Flemming Eriksen og John Bo Nielsen og deres produkter bliver solgt på globalt plan, med forhandlere over hele verden.

Liftup arbejder for, at 2018 skal bringe endnu flere innovative produkter til markedet, og samtidigt udvide deres globale salg.

Læs mere om Liftup her: www.liftup.dk