Du er her: DK > Testimonials > Virksomhederne fortæller om "Life-sparring"

Stærkt og udbytterigt netværk med "Life-sparring"

MTIC har med succes afholdt det første "Life-sparring" arrangement. Det er arrangementer, hvor virksomhederne kan deltage på skift. De lægger deres forretningsmæssige "udfordring" på bordet foran et nøje udvalgt panel af nationale og internationale eksperter, som vil endevende udfordringen og komme med konkrete løsningsforslag.

Arrangementerne er med til at styrke den interne viden i virksomhederne og er med til at skabe den platform, hvor virksomheder kan trække på hinandens erfaringer og skabe samarbejder på tværs.

 

 

Anders Kryger, CEO og Claus Puggaard, salgsdirektør Chromaviso ApS

"En overraskende positiv oplevelse"

"Der var helt uden forbehold, at vi sagde ja til at lægge vores "udfordring" på bordet ved MTIC's første "Life-sparring" arrangement. Vores udfordring er, hvordan vi skal angribe det amerikanske marked - så dette arrangement var en mulighed for at få en større viden og en større forståelse for de forskellige scenarier.

Vores umiddelbare tanker var, at konceptet lød spændende. Det lød som en god investering af vores tid, at få lov at vende vores problemstillinger med nogle helt udenforstående "eksperter" og andre virksomheder i samme "båd".

Og man må sige, at udbyttet af arrangementet langt oversteg vores forventninger. Det var helt igennem en positiv oplevelse, dels at høre de 4 panel-deltageres erfaringer med det amerikanske marked, at få lov til bare at spørge nogle, der har prøvet det selv, at få friske øjne på og ikke mindst be- eller afkræftet egne teorier om barrierer og muligheder.

Når man er en lille virksomhed, som os, skal vi være meget opmærksomme på ikke altid, at ende med de samme "briller" på, når vi taler om de næste skridt for virksomheden, så det har absolut været inspirerende for os at deltage.

Vi kan kun anbefale andre virksomheder at lægge deres "udfordring" på bordet, gribe muligheden for mere viden og frem for alt ikke at være bange for at "åbne op for posen".

 

 


Mads Hemdorff Petersen og Kristian Rye Veedfald - Health Equipment Denmark (tilhører ved "Life-sparring" med Chromaviso)

"Konceptet for "Life-sparring" er rigtig godt. I forbindelse med Chromaviso-casen, fungerende dialogen imellem virksomheden og ekspertpanelet rigtigt godt. Det var ekstremt lærerigt for os at at høre en gruppe på fire meget kompetente erhvervsfolk vejlede en virksomhed, som står med en konkret problemstilling. Det fungerede rigtigt godt, at paneldeltagerne rent personlighedsmæssigt var temmelig forskellige. Det gav en god dynamic i panelet og mange spændende vinkler på den specifikke problemstilling.

"Life-sparring" virker efter vores mening rigtigt godt i særdeleshed fordi MTIC havde sammensat et virkeligt godt ekspertpanel til netop den givne problemstilling omkring det at komme ind på det amerikansk marked.

I vores tilfælde fik vi rigtigt meget ud af at være tilhører til arrangementet. Det skyldes i særdeleshed, at vi selv står overfor at skulle lancere vores eget produkt i USA, så mange af de råd der blev givet til Chromaviso, kunne vi overføre direkte til vores egen virksomhed. På de ca. to timer som arrangementet varede, fik vi et meget stort indblik i, hvilke ting man skal være opmærksom på, når man ønsker at komme ind på det amerikanske marked, samt nogle gode generelle råd til, hvordan en virksomhed kan skabe og opbygge en hensigtsmæssig distributionskanal".

  


Peter Aggersbjerg, CEO Swissimplant AG (Paneldeltager ved "Life-sparring" med Chromaviso)

Jeg valgte at deltage i panelet, idet jeg her så muligheden for at indgå i en direkte dialog med virksomhedsejere og iværksættere, som brænder for deres virksomhed og visionen for samme, og derfor gerne vil sparre deres mål, prioriteter og planer af med erhvervsfolk, som har direkte erfaring indenfor fremtidige strategiske indsatsområder. Et fantastisk koncept, som blev gennemført med samme professionalisme, som også virksomheden skal bruge for at fortsætte sin positive udvikling.

Svarene på mange spørgsmål bliver fundet i interaktionen med andre og den efterfølgende refleksion - det være sig både mellem virksomheder og mellem de mennesker og kompetencer, som skaber virksomheder. Som leder af en virksomhed, stor eller lille, skal være man være klar på sin vision, sin mission og sine værdier og være indstillet på, at forandring er lig med udvikling.

"Life-sparring" er et tilbud, som en virksomhed med adgang til netværket, simpelthen ikke må gå udenom. Her har man muligheden for at blive testet på skarpheden i ens forretningsmodel og evnen til at kommunikere den ud eksternt, og dermed "øve" sig på at omsætte tanker til konkrete tiltag. Denne mulighed skal man ikke forpasse.

Personligt gav "Life-sparring" seancen mig en oplevelse af at kunne bibringe værdi til nogle spændende personligheder og deres selv-skabte virksomhed. Konceptet med at indgå i et panel med andre, erfarne erhvervsfolk og ledere har allerede skabt et udvidet netværk, hvor vi har mulighed for at bibringe værdi til hinanden langt udover relationen til MTIC og "Life-sparring". Det var ikke derfor, jeg valgte at deltage, men en klar sidegevinst efterfølgende. Jeg stiller gerne op igen, som paneldeltager.

 

 

 

 

 


 

 

 
MedTech Innovation Center
Tueager 1
DK-8200 Århus N, Denmark
  phone +45 8993 5100
e-mail:info@mtic.dk
CVR 31 73 44 36
Designed by Design Partners